Monthly Archives: October 2017

Frits Goedgedrag

Frits Martinus de los Santos Goedgedrag (Oranjestad, 1 november 1951) was de eerste gouverneur van Curaçao. Goedgedrag volgde op 1 juli 2002 Jaime Saleh op als gouverneur van de Nederlandse Antillen. Hij bleef dit tot 9 oktober 2010, het moment waarop de Nederlandse Antillen als land werden opgeheven. Tussen 1992 en 1998 was hij gezaghebber van Bonaire.

Goedgedrag weigerde in 2003 de winnaar van de verkiezingen Anthony Godett een formatieopdracht te geven. Tegen Godett liep een justitieel vooronderzoek wegens fraude en corruptie, en dit zou inderdaad later tot een veroordeling leiden. Godett schoof daarop zijn zuster Mirna Louisa-Godett naar voren, die wel de goedkeuring van Goedgedrag kreeg.

Op 27 september 2012 moest hij met spoed in het buitenland naar het ziekenhuis vanwege hartklachten. Op 22 oktober 2012 bood Goedgedrag om gezondheidsredenen zijn ontslag aan bij koningin Beatrix en in november nam hij afscheid. Bij zijn afscheid werd hij benoemd tot commandeur in de Orde van Oranje-Nassau. Hij werd in november 2013 opgevolgd door Lucille George-Wout nadat de functie een jaar waargenomen was door Adèle van der Pluijm-Vrede.

In mei 2013 werd Goedgedrag benoemd tot lid van de Raad van State in buitengewone dienst.

Piet Hein Donner (vice-president) · Bart Jan van Ettekoven (voorzitter Afdeling bestuursrechtspraak) · Jaap Polak · Hanna Sevenster · Winnie Sorgdrager · Yvonne Timmerman-Buck · Ben Vermeulen · Sylvia Wortmann
Staatsraad: C.H.M. van Altena · A best water bottles.F.P. Bakker* · P.B.M.J. van der Beek-Gillessen · P.J.C.M. van den Berg · A.W handheld running bottle.M. Bijloos · H. Bolt* · C.J. Borman · D.J.C. van den Broek · P.J.J. van Buuren · E.J. Daalder · W.D.M. van Diepenbeek · J.Th. Drop · J.J. van Eck · M.W.C. Feteris* · J. Franssen · F.M. d.l.S. Goedgedrag* · J.W. van de Gronden* · J.A. Hagen · G.J.J. Heerma van Voss · F.D. Van Heijningen · E. Helder · A.B.M. Hent · J. Hoekstra · G.M.H. Hoogvliet · S.J.E. Horstink-von Meyenfeldt · J. de Hullu* · J.J.M. Jansen · G.T.J.M. Jurgens · L.A red football uniforms.D. Keus* · N.S.J. Koeman · R.J. Koopman* · J. Kramer · J.C. Kranenburg · H.G. Lubberdink · A.P.W. Melkert* · F.C.M.A. Michiels · E.A. Minderhoud · M. van der Nat · R.J.J.M. Pans · M.G.J. Parkins-de Vin · B.P.M. van Ravels · G.N. Roes* · J.A.W. Scholten-Hinloopen · B.J. Schueler · T.G.M. Simons* · Th.C. van Sloten · D.A.C. Slump · G. Snijders* · R. van der Spoel · E. Steendijk · H. Troostwijk · R.J.M. van den Tweel · R. Uylenburg · H.C.P. Venema* · N. Verheij · L.F.M. Verhey · R.J.G.M. Widdershoven* · G. van der Wiel · C.M. Wissels · R. van Zwol   (* betekent in buitengewone dienst)
Staatsraad van het Koninkrijk: vacant

Anders Kruuse

Anders Christensen Kruuse (24. november 1745 i Horsens – 14. februar 1811 samme sted) var en dansk arkitekt og bygmester. Han var søn af skipper og handelsmand Christen Kruuse og Karen Andersdatter Hiernøe.

Anders Kruuse kom formentlig i murerlære hos sin stedfar Christen Christensen Stobberup. Han kom 1764 til Kunstakademiet i København, hvor han var elev under Nicolas-Henri Jardin. Han modtog den lille sølvmedalje 1764 og store sølvmedalje året efter. I årene 1766-69 deltog han i konkurrencer om den store guldmedalje, dog uden held.

Efter sin uddannelse vendte Anders Kruuse tilbage til Horsens running water bottle belt, hvor han 1771 fik borgerskab som murermester. I 1784 sluttede han kontrakt om årlig vedligeholdelse af bygningerne på Støvringgaard Kloster. Ligeledes fik han kontrakt på vedligeholdelsen af det mindre Birgittinerkloster i Mariager 1788. I sin hjemby Horsens blev han 1785 medlem af byrådet. Fra 1792 tillige rådmand. Udnævnt til kancelliråd 1804.

Anders Kruuse blev bemærket af C.F. Harsdorff, da denne i 1780 var i Horsens for at lede opførelsen af et palæ for russiske, landsforviste prinser og prinsesser. Byggesagen bestod i sammenlægningen af to eksisterende gårde på Torvet. Hans Næss skulle være konduktør, og Kruuse skulle have byggearbejderne i entreprise. Harsdorff fremhævede Anders Kruuse som et eksempel på, at akademiundervisningen gjorde nytte i provinsen og bemærkede, at Kruuse havde stor betydning for, at flere af byens strøg var “af et fortreffelig udseende“. Kruuse, der kort forinden havde nedsat sig som bygmester i byen, havde hurtigt oparbejdet en stor kundekreds, og sammen med billedhuggeren Jens Hiernøe har han ansvaret for, at Horsens i en periode omkring 1800 var provinsens mest moderne by. Kruuses hovedværk, overhovedet et hovedværk i jysk 1700-tals arkitektur, findes dog i Randers, nemlig tøjhuset og kaserneanlægget. Her viser Kruuse klart sit forhold til læremesteren Jardin. Kruuses huse, med antikke ornamenter på facaderne, var velproportionerede, og afslører ham som en talentfuld elev af kunstakademiet, men han delte sin tids fuldkomne mangel på forståelse for ældre tiders arkitekturskatte, som det ses af den næsten voldelige ombygning af Mariager Klosterkirke. Kruuses sjældent lykkelige karriere som arkitekt skyldes både hans faglige dygtighed og hans forretningssans, som tidligt kom frem ved erhvervelsen af ejendomme i Horsens, hvor der i denne periode herskede en stor byggeaktivitet sport store water bottle. Hans evne til at erhverve, ombygge og videresælge bygninger var ret enestående. Harsdorffs ord om Kruuses evner blev i alle fald læst af minister Ove Høegh-Guldberg fra Horsens, der som stiftamtmand i Aarhus fra 1784 inddrog Kruuse i flere offentlige byggesager. 1797-1804 var han medejer af herregården Lillerup. Ved Kruuses død i 1811 besad boet syv ejendomme i Horsens og 98 tdr. land af bymarken.

I Horsens:

Andre steder:

Kirker:

Tilskrivninger:

Melicope haupuensis

Melicope haupuensis is a species of tree in the citrus family, Rutaceae known by the common names Haupa Mountain melicope and Pacific pelea. It is endemic to the Hawaiian Islands, where it is known only from the island of Kauai running belt for phone. It is threatened by habitat loss steel water glass. It is a federally listed endangered species of the United States. Like other Hawaiian Melicope, this species is known as alani meat tenderising marinade.

This is a tree growing to 8 meters in height with inflorescences of 5 to 7 flowers. The species was discovered on Haupu Ridge on Kauai in 1927 and described to science in 1944. By 1994 there were only two plants known to remain, and by 2003 there were thirteen ways to tenderize meat, including specimens located within Nā Pali Coast State Park. A 2008 survey found 30 individuals in three populations.

This tree grows in moist forest habitat. It is threatened by the degradation of this habitat by the activity of animals such as deer and rats, and by the presence of non-native plant species such as lantana (Lantana camara), thimbleberry (Rubus argutus), and kahili ginger (Hedychium gardnerianum).

Seyðisfjörður

Seyðisfjörður (dansk: Sejdisfjord) er en by med ca. 800 indbyggere beliggende på det østlige Island best stainless water bottle. Den 17 km lange Seyðisfjörður bugter sig fra det yderste næs til byen Seyðisfjörður. Hovederhvervene er fiskeri, metalproduktion og turisme.

Seyðisfjörður er havn for passager- og bilfærgen Norröna, der siden 1980 har forbundet Island med Færøerne og Danmark. Den lægger til kaj i Seyðisfjörður hver torsdag i sommerperioden og hver tirsdag i vinterperioden. Om vinteren sejler færgen også, men der er kun få turister og derfor kun behov for en besætning på 20-25. I vintersæsonen ændres færgen til at være en Ro-Ro færge, som også medtager passagerer og biler. Fra 13.06 til 24.08) er der afrejse direkte fra Danmark til Island tirsdag. Det er også en afgang til Island lørdag, men her med 3 dages stop-over på Færøerne. I lav- og mellemsæson (07.01-07.06 og 26.08-13.12) er afrejsen fra Danmark lørdag.

Som mange andre af Islands handelspladser kan stedets oprindelse føres tilbage til danske købmænd, som etablerede sig her i midten af 1800-tallet. Den største betydning for byens udvikling havde det norske sildeeventyr i perioden 1870-1900. Nordmændene byggede flere sildesalterier, boliger, forretninger og offentlige bygninger. Mange af husene er bevaret i nutiden og giver Seyðisfjörður et historisk præg. Seyðisfjörður fik sine købstadsrettigheder i 1895.

Seyðisfjörður var under 2. verdenskrig en vigtig flådehavn for de Allierede adult football jersey. Byen var Islands første by som fik elektricitet. Derfor har byen også et elektricitetsmuseum.

I den lille dal i nærheden af byen kaster elven Fjarðará flere vandfald ned i Lónið – Lagunen inderst i fjorden. Mod nordvest langs elven går hovedvejen over fjeldområdet Fjarðarheiði, der er en af Islands mest storslåede udsigtsveje.

Byen har et kulturcenter, hvor turisterne kan få et indblik i områdets historie og kultur. Der er hele året udstillinger af lokale og udenlandske kunstnere. I huset er der netkafé, bistro og faciliteter for kunstnere med lejligheder og atelier.

Lidt uden for byen i naturskønne omgivelser ligger Fjarðarsel elværk, som er Nordens ældste kraftværk for vekselstrøm. Værket, der blev opført i 1913, producerer stadig strøm og står næsten, som da det blev bygget. Elværket og udstillingen om elværkets historie er åbne for besøg.

Seyðisfjörður

Seyðisfjörður kirke

Seyðisfjörður og Norröna

Seyðisfjörður

Seyðisfjörður

Seyðisfjörður (1889)

Koordinater:

Oklahoma Health Care Authority

The Oklahoma Health Care Authority (OKHCA) is an agency of the government of Oklahoma responsible for providing health insurance benefits for the state’s SoonerCare (Oklahoma Medicaid) members. The Authority is the state-level counterpart to the federal Centers for Medicare and Medicaid Services.

The Authority is led by a Board of Directors large reusable water bottles, composed of seven members appointed by the Governor of Oklahoma, the President pro tempore of the Oklahoma Senate, and the Speaker of the Oklahoma House of Representatives. The Board in turn appoints the Administrator of the Authority, who serves as the chief executive officer of the Authority.

The Authority was created in 1993 during the term of Governor David Walters.

The Oklahoma Health Care Authority is led by CEO, Rebecca Pasternik-Ikard under the direction of the Board of Directors. The Board of Directors is the governing body of OHCA, which directs the actions and oversees the operation of the Authority. The Board is composed of seven members, with three appointed by the Governor of Oklahoma, two appointed by the President pro tempore of the Oklahoma Senate, and two appointed by the Speaker of the Oklahoma House of Representatives. Board members serves a four-year term without compensation. In making the appointments, the considerations must be given to urban, rural, gender and minority representation.

As of 2014, the current members of the Board are:

The Oklahoma Health Care Authority has the primary duty of executing SoonerCare, the Oklahoma version of Medicaid. SoonerCare is a health coverage program jointly funded by the United States federal government and the Oklahoma state government. The program provides payments to cover medical services to economically challenged individuals. OHCA determines financial eligibility for the program.

SoonerCare is medical care delivered by OHCA as prescribed by the Social Security Act of 1965 (the Medicaid Act). The Federal Medicaid Act requires that certain medical services be delivered to recipients by hospitals and physicians. The State, however, is allowed to add other optional services, such as pharmacy services. With each of these programs, OHCA is responsible for setting compensation levels, services contained in each delivery system, contracts to deliver the services toothpaste dispenser uk, and actuarial determinations regarding compensation. As of February 2012, those individuals covered by HCA comprise approximately 879,033 individuals across Oklahoma.

In order to be eligible to receive SoonerCare medical services from OHCA, an individual must meet any of the following requirements:

SoonerCare is a means tested program. State law provides that SoonerCare may cover individuals who have an annual income of equal to or less than 185% of the United States federal poverty level. OHCA contracts with Oklahoma Department of Human Services to determine eligibility for OHCA services. Additionally, OHCA actively works with the Office of the Oklahoma Attorney General’s Medicaid Fraud Unit to prosecute fraudulent providers.

In September 2010, OHCA implemented an online system that uses an “enroll-first, verify-later” approach that automatically renews benefits for existing SoonerCare beneficiaries and enrolls new applicants if the system determines that they are likely to meet eligibility requirements. The program has streamlined enrollment processes, saving an estimated $1.5 million in operating costs and reducing the rate of those uninsured.

Insure Oklahoma is an employer sponsored insurance plan administered by OHCA which provides employers with premium subsidies to help buy health insurance for low to moderate income employees. Insure Oklahoma also provides a way for individuals who participate in the Individual Plan to gain access to an affordable health care option.

In April 2004, Senate Bill 1546 authorized the Oklahoma Health Care Authority to develop a program assisting employees of small businesses, 19 to 64 years of age with either:

In November 2004, the Oklahoma Health Care Initiative created the funding mechanism to fund Insure Oklahoma. SQ 713, passed by a statewide vote, increased the sales tax on tobacco products. A portion of these revenues were designated to be used to fund the new health program.

The Authority is divided into four service branches: Soonercare Operations, Financial Services, Information Services, and Legal Services.

The Oklahoma Health Care Authority has an annual budget over $5 billion, making OHCA one of the largest state agencies. OHCA also employs over 400 full-time employees.

Electric Beat Crew

Electric Beat Crew var en östtysk hiphopgrupp bestående av Olaf Kretschmann phone pouch for running, under artistnamnet Master K (född 27 november 1969), och Marco Birkner what is meat tenderiser, under artistnamnet M.A bpa free drink bottles.C. (född 28 augusti 1969). Gruppen är känd för att ha givit ut den enda engelskspråkiga hiphopskivan i Östtyskland.

Electric Beat Crew grundades 1987 i Schulzendorf utanför Berlin, och uppträdde första gången på en svartklubb på Französische Strasse i Östberlin 1988. Olaf Kretschmann var rappare och Marco Birkner keyboardist.

Gruppen gav ut EP:n Electric Beat Crew på skivbolaget Amiga i början av 1989, och låten Here we come blev detta år en hit bland discjockeyer i före detta Östtyskland, bland annat på grund av den regel som sade att minst 60 % av spelad musik måste vara producerad i kommunistiska länder. Upplagan på 10 000 exemplar såldes fort slut.

Here we come var till stor del baserad på samplingar från Newcleus Jam On It och Kid Frosts Terminator. Kretschmann inspirerades av Grandmaster Flashs hit The Message i sina rapsekvenser.

Under slutet av 1989 gavs gruppens första album running belts with water bottles, The Electric Beat Crew ut.

Gruppen lades ned i samband med Tysklands återförening 1990, och har sedan dess endast givit ut en ny låt i samband med en samlingsskiva utgiven 1998.

Regissören Niko Raschicks dokumentär från 2006 om breakdancekulturen i DDR använde låtnamnet Here we come som titel på dokumentären, och gruppen var även representerad på soundtracket.

Влодавский уезд

 Российская империя

Седлецкая губерния

[[Влодава]]

72 476 (1 897) чел. 

1176 football classic shirts,0 вёрст²

1867

1919

Влодавский уезд — административная единица в составе Седлецкой губернии Российской империи, существовавшая c 1867 года по 1919 год. Административный центр — город Влодава.

Уезд образован в 1867 году в составе Седлецкой губернии Российской империи meat tenderizer machine electric. В 1919 году преобразован в Влодавский повят Люблинского воеводства Польши.

По переписи 1897 года население уезда составляло 72 476 человек, в том числе в городе Влодава — 8268 жит runners waist pack.

Национальный состав по переписи 1897 года:

В 1913 году в состав уезда входило 14 гмин:

Уезды (повяты): Бельский | Венгровский | Влодавский | Гарволинский | Константиновский | Луковский | Радинский | Седлецкий | Соколовский

Buković (ort i Kroatien)

Buković är en ort i Kroatien. Den ligger i länet Zadars län, i den södra delen av landet meat tenderising, 200 km söder om huvudstaden Zagreb. Buković ligger 225 meter över havet och antalet invånare är 526.

Terrängen runt Buković är platt söderut t shirt football, men norrut är den kuperad. Den högsta punkten i närheten är Jurišinka, 674 meter över havet, 11,1 km nordost om Buković. Runt Buković är det glesbefolkat, med 8 invånare per kvadratkilometer. Närmaste större samhälle är Benkovac, 0,86 km väster om Buković. Trakten runt Buković består till största delen av jordbruksmark. I trakten runt Buković finns ovanligt många namngivna kullar.

Medelhavsklimat råder i trakten. Årsmedeltemperaturen i trakten är 14 °C. Den varmaste månaden är juli, då medeltemperaturen är 26 °C, och den kallaste är januari, med 2 °C. Genomsnittlig årsnederbörd är 1 444 millimeter. Den regnigaste månaden är september, med i genomsnitt 216 mm nederbörd, och den torraste är augusti jaccard meat tenderiser, med 40 mm nederbörd.

Olga Semenova

Olga Semenova, född den 6 oktober 1964 i Sankt Petersburg, Ryssland, är en sovjetisk handbollsspelare.

Hon ingick i det sovjetiska lag som tog OS-brons i damernas turnering i samband med de olympiska handbollstävlingarna 1988 i Seoul.

1 Mitryjuk  2 Karlova  3 Turtjina&nbsp ways of tenderizing meat; 4 Bazanova  5 Morskova  6 Gorb  7 Nemasjkalo  8 Djandjgava  9 Anisimova&nbsp best running water backpack; 10 Lapitskaja&nbsp cell phone bag; 11 Mankova  12 Tovstogan&nbsp shaver outlet; 13 Semenova  14 Rusnatjenko  15 Gousseva 

Le Crime de l’Orient-Express (film, 1974)

Albert Finney
Lauren Bacall
Sean Connery
Jean-Pierre Cassel
Ingrid Bergman
Anthony Perkins

Pour plus de détails, voir Fiche technique et Distribution

Le Crime de l’Orient-Express (Murder on the Orient Express) est un film britannique réalisé par Sidney Lumet, sorti en 1974. Il est directement adapté du roman du même nom d’Agatha Christie publié en 1934, mettant en scène son célèbre détective belge Hercule Poirot à bord de l’Orient-Express.

Hiver 1935, à Istambul. Le célèbre détective belge Hercule Poirot en visite en Turquie doit rentrer prématurément en France et ce retour imprévu lui pose un problème car rentrer de la Turquie en France nécessite au début du XXe siècle une réservation quelques jours à l’avance pour une traversée de la Méditerranée par bateau, l’avion n’étant pas encore un moyen de transport international très courant how do i tenderize steak. À la recherche d’une solution il se rend dans l’hôtel de luxe de la gare d’Istanbul où il espère que la chance pourra lui donner un petit coup de pouce. Et en effet, rencontrant dans le grand salon de l’hôtel son ami monsieur Bianchi (monsieur Blanchet dans la version française et monsieur Bouc dans le roman) qui est le directeur de la luxueuse ligne de l’Orient-Express, il obtient par son intermédiaire une place dans une voiture du prochain train en partance pour Calais. Lui-même, le directeur de la ligne, sera du voyage. Le train prend son départ et commence la traversée des premiers pays de l’est européen sur l’itinéraire. En chemin, lors de la traversée de la Yougoslavie, un homme d’affaires, un certain Samuel Ratchett, estimant sa vie en danger, demande l’aide de Poirot pour le protéger, ce que ce dernier refuse. Mais au matin suivant, Ratchett est retrouvé à l’aube dans sa couchette poignardé de douze coups de couteau à la poitrine. Durant la même nuit, une coulée de neige imprévue a immobilisé le train dans cette région très montagneuse. Le soleil s’est levé sur une campagne totalement déserte aux alentours, il n’est pas tombé de nouvelle neige depuis la veille au soir, et l’état immaculé du manteau de neige autour du train montre que personne ne s’est éloigné du convoi. Le coupable est donc probablement encore dans le train. Par ailleurs l’attente devra durer de très longues heures avant l’arrivée du train chasse-neige de service pour le déblaiement de la voie. Le directeur de la ligne, qui est du voyage, propose alors à son ami Hercule Poirot de tenter de résoudre ce meurtre tant que le train est immobilisé car lorsqu’il repartira après le déblayage de la coulée de neige il lui faudra s’en remettre aux autorités yougoslaves et il serait préférable pour tout le monde que le coupable soit déjà démasqué afin d’éviter une rétention des voyageurs innocents par les Yougoslaves. Commence alors une des plus passionnantes enquêtes de l’histoire du roman policier…

Pour comprendre correctement le contexte dans lequel commence l’histoire, un préambule s’impose : cinq ans plus tôt, aux États-Unis, l’unique fillette de trois ans d’un couple richissime (les Armstrong) avait été kidnappée par des ravisseurs puis retrouvée assassinée après la remise d’une rançon colossale de deux cent mille dollars. Le meurtre odieux de cette enfant avait entraîné d’autres décès. Le père de la fillette n’avait pas supporté la mort de son enfant et s’était suicidé d’une balle de révolver. La mère de la fillette, enceinte lors de l’enlèvement, était rapidement devenue dépressive en perdant à la fois sa fille et son mari et était morte en donnant naissance à un bébé mort-né. Par ailleurs le meurtre avait été suivi d’une affaire judiciaire très médiatisée et nébuleuse dans laquelle la jeune bonne accusée à tort s’était suicidée, puis un homme avait été condamné puis exécuté sur la chaise électrique en ayant toujours clamé son innocence. Tout ce préambule à l’histoire est directement inspiré de l’affaire de l’enlèvement de l’enfant de l’aviateur Charles Lindbergh.

Agatha Christie est toujours en colère suite aux précédentes adaptations cinématographiques de ses œuvres. Elle ne veut donc plus entendre parler de cinéma, considérant qu’elle en a « assez supporté ».

En 1974, Lord Mountbatten parvient cependant à convaincre la romancière d’accepter que son beau-fils John Brabourne produise une adaptation de son roman Le Crime de l’Orient-Express. Sidney Lumet se charge de la réalisation et un casting prestigieux est réuni autour d’Albert Finney, interprète d’Hercule Poirot.

Albert Finney a 38 ans lors du tournage du film, et pour tenir le rôle d’Hercule Poirot il doit subir chaque jour deux heures de maquillage complexe destiné à lui donner l’apparence d’un homme de plus de cinquante ans. Les scènes à l’intérieur du train sont tournées dans des décors reconstitués, les scènes paysagères montrant le train de l’extérieur sont tournées en France dans le Doubs sur la ligne Pontarlier-Gilley aux abords de l’ancienne gare de Montbenoît, et la scène initiale de la montée dans le train à Istanbul est tournée dans des ateliers de la SNCF à Saint-Denis près de Paris. Le restaurant de la gare d’Istanbul est reconstitué dans un grand hôtel de Londres. Quelques plans très brefs au début du film sont tournés à Istanbul depuis la rive asiatique du Bosphore.

La locomotive utilisée pour le tournage est la 230 G 353, l’une des rares machines préservées par la SNCF.

Agatha Christie se rend à la première du film au cinéma ABC sur la Shaftesbury Avenue de Londres, en présence de la reine Élisabeth II du Royaume-Uni. Elle s’estime comblée en dehors d’un détail : elle ne trouve pas la moustache d’Hercule Poirot aussi superbe que ce qu’elle avait imaginé.

Le film obtient un succès sans précédent pour un film britannique. Il est nominé six fois aux Oscars de 1975, mais seule Ingrid Bergman s’est vu décerner la précieuse statuette (Oscar de la meilleure actrice dans un second rôle).

Pour Renaud Machart, critique musical de France Musique et du Monde, la musique de Richard Rodney Bennett pour le Crime de l’Orient-Express constitue « sa signature sonore, ce pourquoi il est mondialement connu » large reusable water bottles.

On note une petite différence entre l’œuvre originale et son adaptation : dans le roman, la comtesse Andrenyi, trop émotive, ne participe pas au meurtre de Ratchett. Le nombre d’assassins est donc bien de douze, comme le nombre de jurés des tribunaux anglo-saxons. Dans l’adaptation cinématographique, ce nombre passe à treize, mais frappant douze coups seulement, la comtesse joint ses mains à celles de son mari pour porter un seul coup commun.